La Danesa - dansk magasin på Costa del Sol - 10.500 eksemplarer hver måned

Nyhedsbrev
Afmeld





Sport Shots
Valencia ude af Champions League
Det kører ikke rigtigt for Valencias fodboldhold. I den spanske turnering er det blevet til store hjemmebanenederlag til Villareal, Real Madrid og Athletic Bilbao, og nu er appelsinbyen også ude af Champions League. Det lykkedes ikke for Valencia at samle point nok til en af de to pladser, der gav videre adgang til mellemrunden. Ikke engang tredjepladsen, der gav adgang til UEFA Cuppen magtede Valencia. Den plads gik til norske Rosenborg, der vandt sine to kampe over Valencia.
Til gengæld er de tre øvrige spanske hold, Real Madrid, FC Barcelona og Sevilla, videre til ottendedelsfinalerne.

Alonso tilbage til Renault
Fernando Alonso skal i 2008 køre for Renault, som han vandt VM-serien for i 2005 og 2006. Sidste år kørte han for McLaren, men efter uoverensstemmelser med holdets britiske kører Lewis Hamilton, ville asturianeren gerne tilbage til Renault-mandskabet. Alonso har tegnet en kontrakt, der indbringer ham omkring 250 millioner kroner om året. Dertil kommer en pæn sum reklamekroner til Alonso, der er meget brugt som reklamesøjle i de spanske medier.
Alonsos nye holdkammerat bliver den 22-årige brasilianer Nelsinho Piquet, der er søn af den tredobbelte Formel 1-vinder Nelson Piquet.

Landstræner stopper
Luis Aragonés har meddelt, at han stopper som træner for Spaniens fodboldlandshold efter EM til sommer i Østrig og Schweiz. Selv om Spanien har kvalificeret sig til EM, har landstræneren været meget udskældt for sine dispositioner. Især er mange spaniere utilfredse med, at Real Madrid-stjernen Raúl ikke har været udtaget til landsholdet i over et år. Luis Aragonés har dog for nylig antydet, at Raúl kommer med til EM, hvis han fortsætter den gode stime, han er inde i på sit klubhold Real Madrid.

Tilfreds med EM-lodtrækning
Spaniens landstræner Luis Aragonés er tilfreds med lodtrækningen til EM i fodbold i Østrig og Schweiz denne sommer. Spanien skal møde Sverige, Rusland og de forsvarende EM-mestre fra Grækenland. De to bedste hold går videre til kvartfinalerne.
Også lodtrækningen til kvalifikation til VM vakte tilfredshed hos spaniere, der kom i pulje med Tyrkiet, Belgien, Bosnien-Herzegovina, Armenien og Estland.

Angriber køber moské
Sevillas muslimske angriber Frédéric Kanouté har købt en moské, der var truet af lukning. Dermed har den meget troende måsluger sikret sig, at han fortsat har et lokale i i Sevilla, hvor han kan bede de højere magter om hjælp til at score mål.
Kanouté har tidligere demonstreret sin religiøse overbevisning, da han dækkede sponsornavnet på brystet af sin spilletrøje med tape. Sevillas sponsor er bookmakerfirmaet 888, og Kanouté mener, at hasardspil er djævelens værk.

Konen sagde nej
En gammel kending af spansk fodbold, serberen Miroslav Djukic, har sagt nej til at blive landstræner for Serbien. Han ville ellers gerne, men:
”Min kone tillader mig ikke at acceptere jobbet. I Serbien ved man, hvem der har det sidste ord i hjemmet”, forklarer Djukic, der i dag er træner for Partizan Beograd.
Den tidligere Valencia og Deportivo La Coruña-spiller blev i 1993 kåret til bedste udlænding i den spanske liga, hvor han havde sine bedste år som fodboldspiller.

Ferrer klatrer op ad ranglisten
Den spanske tennisspiller David Ferrer sluttede 2007 med en placering som nummer fem på verdensranglisten. Det er den 25-årige spaniers højeste placering nogensinde, og han håber at kunne bevare pladsen i år.
”Det er svært at blive deroppe. For at kunne gentage det år, jeg har haft, skal jeg være meget stabil og helt klar i hovedet”, siger spanieren, der tilføjer, at han ikke har følt sig underlegen over for nogen af sine modstandere.
Tommy Robredo sniger sig ind på 10. pladsen på verdensranglisten, så der nu er tre spaniere i top 10. 21-årige Rafael Nadal er nummer to efter schweizeren Roger Federer.

Guld til spansk atlet
Den spanske terrænløber Marta Domínguez vandt guld, da EM i cross blev afviklet i december. Det var første gang, atleten fra Palencia deltog i EM i cross. Guldmedaljen var hendes 12. medalje ved internationale stævner. Hun har tidligere vundet to EM-guldmedaljer og to VM-sølvmedaljer på 5.000 meter-distancen.

Barca vil ikke af med Ronaldinho
En af verdens bedste - og bedstbetalte - fodboldspillere er i Barcelona, og der bliver han. Sådan lyder beskeden fra den katalanske storklubs præsident Joan Laporta. I efteråret har Ronaldinho siddet en del på udskiftningsbænken, og det har givet gødning til rygterne om, at han skulle være på vej til enten Chelsea i England eller Milan i Italien. Begge klubber skulle efter sigende være parate til at betale op mod 100 millioner euro for den brasilianske boldkunstner.
Ronaldinho har kontrakt med FC Barcelona indtil sommeren 2010.

Sevillas målmand skadet
Sevillas fodboldhold må undvære sin målmand Andrés Palop indtil slutningen af februar. Målmanden fik en skade i hånden under en kamp, da Sevilla i december mødte Murcia, og han må nu vente, til hånden er helet.

Alonso-udstilling i Madrid
Den dobbelte formel 1-verdensmester Fernando Alonso hyldes på en udstilling i Madrid, der kan ses frem til 7. januar på Plaza Felipe II. Værdien af de udstillede genstande skønnes til tre millioner euro. Udstillingen tæller blandt andet den McLaren Mercedes-racer, som Alonso vandt fire løb med i 2007, og en Minardi-racer, som havde asturianeren som chauffør i 2001.
Sport Shots
Sport | Januar 2008
Abonner på nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven








Guide


Norrbom
Norrbom Marketing
Centro Idea · Ctra. de Mijas km. 3.6 · 29650 Mijas-Málaga
Tel. 95 258 15 53 · Fax. 95 258 03 29
Hoteller

Norske Magasinet En Sueco Magasinet Dansk La Danesa Magic Media Guide til Spanien

Forsiden | Kontakt os | Que Pasa? | Redaktionen | Rubrikannoncer