Af Michael Jepsen

Falangisterne var ondskabsfulde sataner, der ikke stod tilbage for nazisterne, når det gjaldt grusomhed. Spansk films største biografsucces til dato og den lokale kirkegård i Denia på Costa Blanca er to vidt forskellige ting, der på hver sin måde dokumenterer falangisternes kynisme.

Det vakte opsigt, da den spansk-mexicanske film Pans Labyrint (El Laberinto del Fauno) tog tre Oscar-trofæer ved Oscar-uddelingen i 2007. Filmens eventyr-univers er en blanding af Harry Potter og Ringenes Herre, men det er bestemt ikke en film for børn. Eventyrlig fiktion blandes med en rystende realistisk beskrivelse af falangisternes grusomhed i filmen, der foregår i 1944 - fem år efter afslutningen på den spanske borgerkrig, som blev vundet af diktatoren Franco og hans tilhængere, falangisterne.
New York Times’ anmelder var begejstret for filmen, som han beskrev på følgende vis:
”Det er en politisk fabel forklædt som eventyr. Eller måske er det omvendt?”
Filmen leverer en barsk beskrivelse af den måde, som Franco styrede landet på. I filmen illustreret ved en kaptajn i Francos hær, der er besat af tanken om at udrydde de sidste republikanske modstandskæmpere med alle midler.

Kejthåndede fik tæsk
Hovedpersonen i Pans Labyrint er en 13-årig pige, der finder ud af, at hun i virkeligheden er en prinsesse. Hendes mor er gift med den sadistiske falangist-kaptajn. Da pigen første gang skal hilse på kaptajnen, har hun bøger under sin højre arm. Derfor rækker hun forsigtigt sin venstre hånd frem. Kaptajnen kigger på hende og griber fat om hendes håndled.
”Det er den forkerte hånd,” konstaterer han vredt.
Kaptajnens utilfredshed med pigens venstre hånd er en direkte reference til de faktuelle forhold, som prægede det spanske samfund under Franco. Falangistpartiet var ekstremt højreorienteret, og diktatoren Franco var overbevist om, at venstrehåndede folk var sympatisører med venstrefløjen. Derfor var det kutyme i skolerne, at kejthåndede elever fik tæsk med linealen over fingrene, indtil de lærte at skrive med højre hånd.
Pans Labyrint indeholder barske scener, der illustrerer falangisternes ondskab. Kaptajnen fanger en mand, der er mulig sympatisør med de republikanske frihedskæmpere. Han smadrer en flaske og bruger den knuste bund som stempel i ansigtet på den mistænkte, hvorefter han likviderer ham med et skud i hovedet.
Da det kort efter viser sig, at manden er uskyldig, angrer kaptajnen ikke drabet. Han konstaterer blot over for sine soldater, at det måske kan lære dem ikke at forstyrre ham uden grund.

Skudt på rad og række
At filmen tegner et realistisk portræt af falangisternes grusomhed, kan Juán José García de la Reina bekræfte. Han er opsynsmand på kirkegården i Dénia på Costa Blanca, og han bliver hver dag mindet om falangisternes brutalitet.
Da han guider La Danesas journalist rundt på kirkegården, viser han mindestenen for de lokale frihedskæmpere, der mistede livet under borgerkrigen fra 1936 til 1939.
”Kom med om bagved, så skal jeg vise dig noget,” siger han og bevæger sig over mod det bageste hjørne af kirkegården.
Da vi runder skillemuren, er der blot en tom plads bag den hvidkalkede mur.
”Kig nærmere på muren. Kan du se alle du huller, der er i den,” spørger opsynsmanden.
”Det er fra patroner. Falangisterne stillede modstandsfolk op ad muren på rad og række og skød dem i hovedet. Projektilerne fortsatte ind i muren,” fortæller García de la Reina, og stikker en finger ind i et af hullerne i den gamle, hvidkalkede mur.
”Falangisterne gad ikke flytte rundt med ligene, så først gravede de et hul tæt ved muren. Derefter skød de modstandsfolkene, som faldt ned i graven. Eller også sparkede falangisterne de døde kroppe ned i graven. På den måde havde de ikke besvær med at fragte ligene rundt,” fortæller Juán José García de la Reina.

Abonner på nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven