Af Else Byskov

Lige nord for Marbella ligger naturparken Sierra de las Nieves (201 km2), og man kan slet ikke tillade sig ikke at have været der, for det er en helt fantastisk oplevelse at vandre derinde mellem pinsapoer, forrevne klipper og bjergege (quejigales). Parken blev i 1995 erklæret ”Reserva de la Biosfera” af Unesco, og det betyder, at den er så speciel og unik, at der skal passes ekstra godt på den. Parken rummer verdens største skov af den helt specielle grantype, el pinsapo, som kun vokser her i omegnen af Ronda og i det nordlige Marokko. Desuden rummer parken også en betydelig bestand af gemser (cabra montés), bjergfår (muflón) og dådyr (gamo) samt bjergkatte (gato montés), oddere (nutria) og kongeørne (águila real). Vi (Erik og jeg) kan så tilføje, at der ganske bestemt også bor trolde (duende ibérico mistificioso) derinde, for der var en umiskendelig troldsk stemning dybt inde mellem de forrevne klipper og pinsapoerne.
Man kommer ind i parken fra hovedvejen der går mellem San Pedro de Alcántara og Ronda, ca. 12 km. syd for Ronda. Når man kommer sydfra fra kysten, ser man først et skilt med ”Acceso al parque natural” og ca. 1 km. senere kommer selve vejen, der fører ind i parken på højre hånd. Der står ”Area recreativa de Los Quejigales” og der er ca. 9 km. at køre på grusvej inden man kommer til Los Quejigales. Her må man pænt parkere og fortsat færden foregår til fods. Nu ved jeg godt, at det også er herfra, at man bestiger La Torrecilla (1919 m.), og det skal vi skam også, men bare ikke i dag, for her på denne sidste dag i november har vi sat troldene stævne.
Vi lader altså som ingenting, da vi passerer skiltet som udstikker retningen mod La Torrecilla og fortsætter ligeud indtil vi kommer til en vejgaffel. Her tager vi vejen til højre, og efter et par hundrede meters vandring (heraf adskillige i klistret mudder) dukker den første blå plet op på en sten, og derefter følger vi de blå pletter. Stien er ret overgroet og af og til ganske stejl, så der er stavtvang og bare ben er bandlyst, for der er masser af den stikkende gulblomstrende tornblad langs med stien. Stien følger en lodret klippevæg og går ud og ind mellem nedfaldne klippeblokke og de kæmpestore pinsapoer, så det er en helt speciel oplevelse at gå der. Bag hvert træ og klippestykke forventer man at se en trold, men trolde har det med at forsvinde hurtigt, og efterlader kun den troldske stemning, som til gengæld er helt håndgribelig.
På et tidspunkt holder de blå pletter op, og derefter er stien markeret med varder, men det er nok en god idé at tage et bundt gult garn med, så man selv kan markere stien, hvor det føles nødvendigt.

Endelig finder vi troldens hule, men han er vist lige gået et ærinde, så vi nøjes med at kigge ind og beundre hans bolig.
Kort efter at vi har passeret troldehulen møder vi et lille vandløb, og det følger vi opad indtil vi kommer op til et bassin, hvori vandet opsamles. Her fylder vi vores vandflasker, for vandet smager bare bedre end noget andet vand. Vi går lidt videre op til en lille bjergkam med en udgået pinsapo, og da vi nu har vandret i to timer, er det tid til at nyde den medbragte mad. Vi er nu ude af troldeskoven og sidder og beundrer udsigten ned mod dalen langt under os. Der er så stille her, at det kun er lyden af stilhed man hører. Og det på trods af at der er mindre end 30 km. i luftlinie til alt hurlumhejet på kysten. Bag os ligger La Torrecilla og til højre og venstre ligger der andre bjergkamme og klipper, der er så specielle, at de fint kunne have været brugt som kulisser til Ringenes Herre.
På den lille bjergryg står tilmed verdens mest specielle pinsapo med tre toppe, så sig ikke, at det er kedeligt i Sierra de las Nieves.

På vejen tilbage kigger vi længselsfuld op mod La Torrecilla og lover hinanden, at det ikke skal vare længe inden vi returnerer til Sierra de las Nieves. www.sierradelasnieves.es

I dag er vores mål et lille eksklusivt hotel bagved Ronda, som man efter sigende kommer rejsende langvejs fra for at bo på. Det hedder Hotel La Fuente de la Higuera og ligger kun 10 minutters kørsel fra Ronda. Hotellet er indrettet i en ombygget olivenmølle og drives af et hollandsk par. Der er kun 11 værelser og de fleste af dem er suiter. Priserne er lidt pebrede, men en stor del af året er der specialtilbud, og det var sådan et tilbud, som vi var hoppet på: 57 € per person i suite, når man tager deres 3 retters aftenmenu til 42 € per næse. Prisen er inklusiv morgenmad men uden 7 % moms.
Hotellet ligger smukt på en dalside og der er en skøn udsigt ned mod Ronda. Landskabet minder om Toscana og der er en vis italiensk dekadence over stedet.
Hotellet er smagfuldt indrettet og i vores suite var der både himmelseng og åben pejs.
Det hele var sådan set fint nok, men det var som om duenden ikke var fulgt med ude fra troldeskoven. Stemningen var lidt mat, og om det så skyldes at hotellet var sparsomt belagt, at suiten var uopvarmet, at værterne var lidt for omklamrende eller at maden var halvkold skal jeg ikke kunne sige. Vi var enige om at give stedet 3 ud af 5 mulige ”Duender”. Se selv på www.hotellafuente.com
Lidt nord for Ronda ligger en af Spaniens mest specielle landsbyer: Setenil de las Bodegas. 
Bodega betyder jo en forrådskælder, og det er disse naturlige ”kældre” eller huler, som har givet byen en del af sit navn. Byen ligger ved en kløft dannet af floden Trejo og jordens beskaffenhed er sådan, at floden har kunnet grave visse jordlag væk og har efterladt store overhængende partier, der har kunnet bruges som tag. Et sted er klippeudhænget så stort, at det har kunnet bruges som tag for hele to rækker huse.
Byens oprindelse fortaber sig tilbage i historiens tåger, men man mener, at der har boet mennesker her i mindst 25.000 år, idet hulerne har været optimale som primitive boliger. Romerne har været der og derefter kom araberne og smed dem ud. Tårnet fra den arabiske fæstning troner stadig over byen, og interessant nok er turistkontoret indrettet i et lidt mindre tårn, der i maurernes tid tjente som en slags toldsted, hvor man blev visiteret og pænt måtte aflevere sine våben før man fik lov til at komme ind i fæstningen. Bygningen har et meget smukt loft, som på trods af sine mere end 500 år, er særdeles velbevaret.
Da Setenil faldt til det kristne kongepar Isabel og Fernando i 1484 tilføjede de en frise under loftet, der priser den kristne tro og giver den æren for maurernes fald.
Byen skal beses til fods, og der er en pæn stigning op til arabernes tårn øverst oppe, men deroppe fra er udsigten ned over byen helt enestående. Og så kan man jo passende afslutte sit besøg i Setenil med at læske ganen i en af bodegaerne, der ligger nede ved floden.
Setenil er bestemt et besøg værd, og man kan læse mere om byen på: www.setenil.com

Abonner på nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven