Af Mogens Fisher

Alle burde tage et par dage ud af kalenderen, pakke kufferten og tage nordpå til Somontano, hvor vinen er kunst, gastronomien eksellent, natur og seværdigheder overdådige, hvor der er fred til at føle sig fri og nyde livet.

Så det gjorde jeg, sammen med min fotograf og 8 andre journalister. Med fly direkte Málaga - Zaragoza, og videre med bus til Barbastro, den idylliske hovedstad i Somontano. Vi skulle bo på Hotel Ciudad de Barbastro Gran Hotel, der pudsigt nok lå lige overfor det hus, hvor Jose Maria Escrivá de Balaguer blev født (stifteren af Opus Dei).
Turen var arrangeret af Consejo Regulador de la Denominación de Origin Somontano (CRD), som er samlingsstedet for regionens vinproducenter. Somontano har 30 vinslotte, heriblandt: Enate, Viñas del Vero, Lalanne, Irius, Laus, Bodegas Pirineos og Olvena, som var de 7 steder, vi havde valgt at besøge.
Mit kendskab til vin er ikke overdådigt, men jeg kan da smage forskel på en rødvin og en hvidvin, men min interesse er stor - for at lære mere.
Vi blev flot modtaget af Elisa Rio Campo, marketingschef hos CRD, som havde planlagt et meget stramt program for de 3 dage, vi skulle være i Barbastro. Jeg studerede programmet, tog en dyb indånding, konfererede med min lever og mave, og jeg lovede højt og helligt, at hvis de begge opførte sig pænt i Barbastro, ville de få en velfortjent pause bagefter. De levede op til deres løfte, og jeg til mit - næsten da.
Første aften spiste vi på en meget dejlig restaurant, med masser af lækker mad, et udvalg af vine, hvis navne jeg ikke kan huske, men for hvert glas, hvor direktøren fra Bodega Laus sad ved min side og forklarede mig alt om gardiner, aroma, druer, lagring m.m., steg min interesse og min viden blev øget. Jeg følte mig rustet til dagen efter, hvor første besøg hos Irius allerede startede kl. 09.30, efterfulgt af Laus og Enate.

Min illusion om det idyliske vinslot, med vinbønder, lidt sang og en jovial arbejdsrytme, blev totalt blæst af banen. Velkommen blev der sagt og pludselig var vi nedenunder Irius hovedbygning i bodegaen, der mest af alt mindede om kulisserne til en James Bond film. Stål, beton, alt super automatiseret, robotter der løftede de store stålfade fra sted til sted, computerrum der fik mig til at føle, at jeg var midt i nervecentret for opsendelsen af en rumfærge på Cape Canaveral. Alle mine illusioner braste, men blev hurtigt efterfulgt af en måben over hvilket arbejde og hvilken teknik, der ligger bag det at fremstille vin til dagens mere og mere krævende marked. Hos Irius var vi de første, der fik lov til at smage en ny vin, der kommer på markedet til marts - helt fantastisk.


Direktøren fra Laus, Mariano Beroz, viste os stolt rundt på den, også helt automatiserede bodega, som foruden millioner af liter vin indeholder et 5 stjernet luksushotel og Spa (åbner i marts). Vi fik fortalt om vinproduktion, druer, og da vi senere skulle smage vinen, stod jeg flot med mit vinglas og studerede gardinerne, indsnusede aromaen, og følte mig allerede lidt mere som en rigtig vinkender, velvidende at der var lang vej igen.
Enate var også interessant at opleve; mere viden, masser af flasker, tønder i fransk og amerikansk egetræ, lagringsprocesser, crianza, reserva, ja, jeg blev pludselig i besiddelse af et helt nyt ordforråd. Enate er også meget kunstrelateret. Alle deres etiketter er dekorerede med et kunstværk, og alle originalværkerne hænger på Enates museum.
Dagen var afbrudt af en enorm frokost, med diverse vine efterfulgt af et besøg til Alquezar, en middelalder by med karisma og charme. Om aftenen var vi inviteret til middag hos Blecua, Viñas del Veros lille luksussted, hvor der kun fremstilles et meget begrænset antal flasker pr. år. Vinen fra Blecua blev bl.a. drukket til Kronprins Felipes og Prinsesse Letizia før-bryllupsfest.
Man siger mange gange, at den ene dag ligner den anden. Og det var også tilfældet i Barbastro. 3 nye bodegaer ventede på os til dagen efter.
Olvena, som blandt andet profilerer sig meget på design af flasker, og helt specielle druesammensætninger, Bodegas Pirineos, som i Franco-tiden var et kooperativ, men nu på private hænder. Her smagte vi en meget herlig rødvin, som udelukkende eksporteres til USA. Også her, som hos Olvena, var teknologien i højsædet, og endnu engang var det overvældende at se.

Den sidste bodega, vi besøgte var Lalanne. En helt unik bodega, der oprindeligt blev grundlagt i Frankrig i 1854, men som i slutningen af 1890 flyttede til Spanien, Somontano. Bodegaen er stadig i familiens eje (6. generation), produktionen foregår i de oprindelige bygninger og hele familien bor sammen.
Her følte jeg mig virkelig hjemme, det var som at komme tilbage i tiden, med al den charme og idyl, som jeg havde for mit indre øje. Laura og Leonore tog imod os, som var vi gamle venner af huset. Vi fik en meget hyggelig og personlig rundvisning, og man kunne mærke sjælen i hvert rum. Vi smagte deres vine, der var helt fantastiske og en af dem anvendes bla. af det spanske kongehus, en vin fra 1958, som de stadig har liggende i deres kældre klar til levering, når de royale skal feste.
Man bør besøge Somontano, men som I kan læse, så er et par dage ikke nok, hvis man skal have det hele med. For husk, at foruden de fantastiske vinslotte, kan man rafte, vandre i bjergene, nyde de flotte kirker og borge, slappe af i nationalparkerne, og simpelthen bare nyde det at være der, hvor vinen er kunst og hvor naturen har været yderst gavmild.
Hvis man er interesseret i at besøge Somontano, kan man tage kontakt til Consejo Regulador de la Denominación de Origin Somontano, tlf: 974 31 30 31, eller besøge websiden: www.rutadelvinosomontano.com

Typiske druesorter i Somontano: Tempranillo, Cabernet Sauvignon, Merlot, Syrah, Gewüztraminer og Chardonnay.

Abonner på nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven