Af Michael Jepsen. Fotos fra filmen Nömadak tx.

En lillebitte film om et mystisk, ukendt instrument høster filmpriser og hæder verden over. Historien om det besynderlige txalaparta-instrument er fortællingen om improvisation, tolerance og ydmyghed over for små befolkningsgrupper.

En baskisk dokumentarfilm om et usædvanligt og hidtil ukendt instrument vinder hæder og ære ved filmfestivaler verden over. Lige siden præsentationen på filmfestivalen i San Sebastián 2007 har filmen, Nömadak Tx, taget den ene filmpris efter den anden. Og det på trods af filmens yderst beskedne budget. Filmens instruktør, Raúl de la Fuente, har selv stået for det hele. Han er instruktør, fotograf, lydmand, klipper og ansvarlig for hele produktionen, som udover ham selv kun består af de to musikere, man følger gennem filmen.

Improvisationens instrument
Txalaparta kan ikke spilles blot af én person. Der skal altid være to. Hvis der
kun er én person, er det ikke txalaparta. De to personer står på hver sin side af txalapartaen, mens de hakker stokkene lodret ned i instrumentet i højt tempo: Dak dak, dak dak, dak dak ...
Txalapartaen minder om en kæmpestor, grov xylofon på størrelse med et mindre spisebord. Det kan laves af snart sagt alle materialer, og undervejs i filmen ser man musikerne lave instrumentet af de naturressourcer, der er i området, hvor de befinder sig. I Basklerlandet laver de instrumentet af træ, som de fælder i skovene. Hos samerne i det nordlige Skandinavien spiller de på en txalaparta, som de har hugget ud af store isblokke, og i Atlasbjergene bygger de instrumentet af skifersten.
I det hele taget besøger musikerne folkefærd verden over, der ligesom baskerne er et mindretal i en større nation, eller lever som nomader, som filmens titel Nömadak Tx refererer til.
Med de stærke elementer af improvisation og samarbejde fungerer txalapartaen som mødested mellem de forskellige kulturer, som musikerne møder undervejs. Txalapartaen er på den måde med til at skabe dialog og forståelse.
Filmens instruktør Raúl de la Fuente fortæller:
”Nömadak Tx er en hyldest til nomadesamfundene og en livsstil, som er ved at blive udryddet. Musikerne søgte lyde, jeg skønhed. De søgte hverdagens lyde, jeg enkle mennesker. Alle tre fandt vi, hvad vi søgte.”

Cider og gamle sardiner
Txalaparta er et baskisk instrument, der i 1960erne var ved at uddø. Kun to baskiske familier vidste, hvordan man spillede på instrumentet.
Txalapartaen har altid hørt hjemme i landområderne, som instrumententet traditionelt er tilknyttet. Det bruges ved to sociale, festlige lejligheder; enten brylluper eller ved afslutningen af et stort fælles arbejde, eksempelvis høsten.
I Donostia-Urumealdea i Baskerlandet har beboerne haft for vane at spille txalaparta, når de producerede den lokale sidra-drik. Landsbyfolkene plukkede æbler, som skulle bruges til at fremstille æblecider, og bagefter knuste de æblerne med stokke på store træborde.
Bagefter var der fest, og sidra var der altid nok af til høstfesterne. Kvaliteten af måltidet svingede lidt mere.
”Nogle gange var der torsk, andre gange blot gamle sardiner,” fortæller Ramón Goikoetxea, der er en af de ældste txalaparta-spillere fra Baskerlandet.
Efter måltidet og rigelige mængder sidra, begyndte spillet på txalapartaen. Det siges, at tonerne fra txalapartaen kan høres på fem kilometers afstand, og musikken var signalet til, at nu var festen åben for alle.

Abonner på nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven