![]() | |
Vi kører langsomt fra Palma, via Valldemossa mod Deià. Ikke kun på grund af de mange utilregnelige elementer på vejen, så som landbrugsmaskiner, geder, cyklister og glade søndagsbilister som os selv, men mere fordi strækningen kun er på knapt 40 kilometer og tager alt for hurtigt slut.
Mandeltræer afløses, efterhånden som vi begynder at køre op i bjergene, af oliven- og pinjetræer, og efter 20 langsomme kilometer ses Valldemossa, én af øens mest besøgte byer. Det er ikke uden grund, får vi bekræftet.
Nu mod nord, langs med vestkysten, tæt på havet, ad den smalle, snoede bjergvej, som er en af de smukkeste strækninger, jeg kender. Vi kommer frem til Deiàs gamle offentlige vaskehus og kører ind i den lille bjergby, hvor målet for turen, La Residencia, ligger.
Kun et diskret skilt med hotellets navn afslører, at her ligger et af verdens bedste hoteller. Vi parkerer under en flok krogede oliventræer. På den ene side ser vi Deià, længere ude glimter havet, og på den anden side, bag hotellet, troner bjergkæden, Tramuntana.
Hotellet smelter sammen med bjergbyen
La Residencia er en integreret del af Deià. Det består af to, mere end 400 år gamle herskabshuse, en bygning fra det 18. århundrede og et par nyere bygninger, opført i samme arkitektur som de ældre.
Der er ikke brugt oceaner af plads på en prægtig reception. Kun et indrammet brev fra prinsesse Diana, som takker for et ophold på hotellet, og et skilt, der forkynder, at den ene af hotellets restauranter, El Olivo, endnu engang er hædret med at have et af verdens bedste vinkort, blærer man sig med, ellers består receptionen blot af et enkelt, antikt skrivebord.
Jeg påmindes om mallorquinernes altid så venlige, men behageligt afslappede væremåde, da receptionisten giver hånd til alle i vort lille selskab. Og byder på et glas cava på terrassen foran hotellet. Omkring os sidder andre gæster, nogle læser en avis, mens andre lader til bare at sidde der, fordi det er det, de lige nu helst vil gøre.
Hele hotellet er indrettet i traditionel mallorquinsk stil. Bygningerne har tommetykke stenmure og brede vinduer, møblerne er i mørkt træ og dekorationen er en blanding af lokale antikviteter og moderne kunst, som tilsammen danner en meget elegant, men uprangende stil.
Nummer 24
Hotellet har 67 værelser i forskellige kategorier, fra eneværelser til suites med privat pool og have. Vi ledsages til nummer 24, en juniorsuite, der ligger i en af de ældste bygninger, hvor murene er skæve af alder. Værelserne har bjælker i loftet, antikke møbler, pejs, himmelsenge, hvor en bamse med natbriller og La Residencia broderet på underbukserne allerede hviler på puderne, to badeværelser, to tv og mere af al ting.
Der er cava på køl, frisk frugt og friske blomster, som dagligt udskiftes med nye varianter fra La Residencias egne haver - 10 hektar haver og terrasser med appelsin-, citron- og oliventræer omgiver hotellet.
Omgivelserne
Vi traver en tur i Deià. Op ad bakke til kirken, ned ad bakke gennem labyrinten af smalle gader med gamle, men velholdte stenhuse, nogle overgroede af bougainvillea.
Byen har gennem årtier tiltrukket kunstnere så som malere, skulptører og forfattere, heriblandt Robert Graves (Jeg, Claudius), som boede her i mange år. Hans hus er nu et museum. Også Charlie Chaplin og Ava Gardner har boet her, og i nyere tid har bl.a. Pierce Bronnan, Michael Schumacher, Rod Stewart samt Michael Douglas og Catherine Zeta-Jones, hvilket var har medvirket til at genoplive Mallorcas popularitet. Sidstnævnte par har desuden grundlagt kulturcentret Costa Nord i Valldemossa, der også har til formål at beskytte hele den nordvestlige del af Mallorcas natur.
Fred
Tilbage på La Residencia besøger vi baren, som er et rigtigt dårligt udtryk for rækken af elegante stuer, der er prydet med værker af 85 forskellige kunstnere, som alle har boet og arbejdet i Deià.
Her ånder fred. Det skyldes bland andet, at børn under 10 år er forment adgang, bortset fra i juli og august, og at mobiltelefoner er bandlyste udenfor værelsets fire vægge. Forventer man en vigtig opringning, er man velkommen til at efterlade telefonen hos personalet, som så vil advisere, når den forventede opringning kommer.
Vi nyder en expresso i pejsestuen. Kun Pavarotti høres i baggrunden.
Mallorca til bords
Hotellet har to restauranter - El Olivo, hvor der serveres gourmetmad, og som er indrettet i områdets gamle olivenmølle, og Son Fony, hvor menuen står på traditionelle mallorquinske retter.
Førstnævnte er måske Mallorcas bedste spisested. I sidstnævnte tilbereder vi selv appetitvækkeren, som er pa amb oli, hvilket er landbrød med olivenolie. La Residencia fremstiller sin egen olie, og vi spiser her landbrødet med majspuré, frisk tomat og salt fra Es Trench.
Vi vælger en lokal rødvin, der forbavser mig ved at være nærmest himmelsk. Mallorquinske vine har ellers ikke rangeret højt på nogen vindrikkers liste, fordi mange af dem smagte af jord, men vingårdene har dog i løbet af de seneste år raffineret fremstillingen, og denne, en AN/2, fra vingården Ànima Negra, smager af alt andet en jord.
Vi fortsætter med en tomatsuppe med mynte, ærtepuré og nogle fede rejer, og til hovedret lader selskabet sig lokke af mit valg, som er llom amb col, der i Son Fonys version nærmest kan betegnes som raffineret husmandskost. Det er svinefilet fyldt med sobrasada og butifarrón, pakket ind i hvidkål og serveret i tomatsovs med rosiner og pinjekerner. Ostekage og en chokoladesag samt en lokal drik, fremstillet af forskellige urter, afslutter det lange og pragtfulde måltid.
Dagen efter afslutter et besøg i spaen, en svømmetur i den indendørs pool, efterfulgt af et vældigt morgenmåltid, derimod det korte, men alligevel vidunderlige besøg på et meget specielt hotel, som alle bør opleve i det mindste en gang i livet.
Returbilletten
For at komme tilbage til Palma, kan man vælge at køre over Sóller. Det er en afstikker på kun en times tid, hvor man kommer gennem mere postkortagtigt landskab med citron- og appelsintræer og udsigt over øens højeste bjerg, fornuftigt nok kaldet Puig Major.
Fra Sóller kan man naturligvis vælge at fortabe sig i den nordlige del af bjergkæden, op mod klostret Lluc, eller man kan slå plat og krone om, hvorvidt man kører over bjergpasset eller gennem en ny tunnel tilbage til virkeligheden. Vi er nødt til at vælge sidstnævnte. Iberia venter.
Kontaktinformation
Hotel La Residencia
Son Canals
07179 Deià
Tlf.: 971 639 011
www.hotellaresidencia.com
Jul på La Residencia?
Hotellet tilbyder en speciel pakke over juledagene. Inklusive i pakken er bl.a. transfer fra og til lufthavnen, 5 overnatninger, en middag på El Olivo, en spabehandling, gallamiddag juleaften samt et 5-retters måltid 1. juledag.
Priser fra 1.670 for 2 personer. Læs mere på http://www.hotellaresidencia.com/web/olar/packages/4_14908.jsp.
Bag La Residencia
Fra 1987 stod der Richard Branson på La Residencias skøde, men i solgte 2003 han det til kæden Orient Express, der både ejer og driver nogle af verdens mest usædvanlige og luksuriøse hoteller, toge og krydstogtskibe. I Spanien ejer kæden desuden Ritz i Madrid. Se www.orient-express.com/web
Faciliteter på La Residencia
Hotellets 67 værelser har aircondition, opvarmning, tv, telefon og WIFI. Der er 4 luksussuites, som har private pool og have, og juniorsuites med separat stue. Derudover:
• 2 udendørs pool.
• Indendørs, opvarmet pool.
• Poolbarer.
• Udendørs jacuzzi.
• Fitnesscenter.
• Spa med sauna, tyrkisk bad og diverse behandlinger.
• Beauty salon.
• To tennisbaner.
• To restauranter, El Olivo (gourmet), Son Fony (mallorquinsk).
• Privat strand ved Lluch Alcari, der dog mangler sand, hvilket dog kompenseres fuldt ud af solsenge, håndklæder, strandbar og frem for alt pragtfulde omgivelser. Når vejret er godt, arrangerer hotellet transport til stranden.
Derudover åbnes snart otte nye suites, kaldet Tramuntana, der ligger over spaen, op ad bjergsiden, og får derfor hotellets bedste udsigt.
La Residencias generalieblad
• I september 2007 blev hotellet udnævnt til næstbedste ”Leisure Hotel in Europe, Asia Minor and the Russian Federation” på Condé Nast Readers’ Travel Awards, og det ligger som nummer 34 på rejsemagasinets liste over verdens bedste hoteller.
• Condé Nast placerer hotellets spa som nummer 4 på listen ”Best Hotel Spas in Europe 2007”.
• Det ligger som nummer 2 i Spanien på magasinet Travel & Leisures liste over verdens 500 bedste hoteller.
• Restauranten El Olivo restaurant klassificeres af Restauradores som en af Spaniens bedste og har også i 2007, for syvende år i træk, vundet prisen ”Wine Spectator Award of Excellence”.
Málaga-Palma-Málaga
Flere flyselskaber flyver direkte mellem Málaga og Palma.
• Spanair: www.spanair.com
• Iberia: http://www.iberia.es
• Air Berlin: http://www.airberlin.com
• Air Europa: http://www.aireuropa.com
Ver mapa más grande
Hotelbesøg: La Residencia og et lille stykke Mallorca
Udflugter & rejser | December 2007
Udflugter & rejser | December 2007
| Abonner på nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |
























