La Danesa - dansk magasin på Costa del Sol - 10.500 eksemplarer hver måned

Nyhedsbrev
Afmeld





Tre femstjernede oplevelser på én udflugt
Din vurdering

(2 stemme)



kommentarer
Af Else Byskov

Et bad i de ældgamle varme kilder i Alhama, et besøg på det lille hotel El Almendro i Cacín og en bestigning af det pyramideformede bjerg El Lucero giver stærk næring til oplevelsestrangen.
Jeg vil ikke påstå, at jeg havde hørt om landsbyen Cacín, før jeg så en annonce for El Almendro i et af de lokale blade. Det lille hotel tilbød overnatning med middag og morgenmad for 115 € for to, og det lød som noget, der skulle prøves. Da Cacín tilmed ligger lidt nord for naturparken ”Parque Natural Sierras de Tejeda, Almijara y Alhama” var det oplagt at kombinere besøget med en bestigning af mit yndlingsbjerg El Lucero (1779 m).
Cacín ligger ca. 20 km. nordøst for Alhama de Granada, og når man nu er på disse kanter, kan man passende benytte lejligheden til at tage et bad i de ældgamle bade i Alhama, som betyder varme kilder på arabisk. Badene ligger et par km. nord for byen, og ved at følge skiltene kan man let finde derhen. De egentlige gamle bade ligger inde på badehotellet, men udenfor hotellet kan man bade gratis i floden, hvor en af kilderne løber ud. Det er imidlertid sjovere at tage ind på hotellet og betale de ca. 12 € som et almindeligt bad (baño termal) koster, for så kommer man derind, hvor de oprindelige romerske bade fra Kejser Augustus’ tid lå. Badene blev senere udbygget af araberne, og det er det gamle arabiske bad, som man stadig kan se.
I dag må man ikke bade i det gamle bad, men man kan beundre det fra hallen. Det mineralrige vand kommer op af jorden med en temperatur på 47 grader, og det har det gjort ufortrødent i over 2000 år. Når man køber et ”baño termal” (husk badetøj, badetøfler og håndklæde) bliver man gennet ind i et lille aflukke, og dér får man lov at ligge i sit eget kæmpestore sarkofaglignende marmorbadekar, hvori vander rinder i en kraftig strøm. I femten minutter ligger man der og småkoger, og når damen kommer og siger, at nu er det nok, så er man faktisk så tilpas gennemkogt, at det er passende at stå op. Det er meningen, at man efter badet skal forholde sig i ro og langsomt komme tilbage til en normal temperatur – ikke noget med kolde styrtebade. Man føler sig dejligt afslappet og nærmest dorsk efter badet, og det skal siges, at en kold øl smager himmelsk derpå. Besøg http://www.balnearioalhamadegranada.com
Den kolde humlesaft kan passende indtages på torvet i Alhama, hvor der ligger adskillige barer, der kan levere varen. Med til et besøg i Alhama hører et kig ned i den helt imponerende kløft, som byen ligger ved og eventuelt en lille vandring i bunden af kløften, som er overordentlig smuk.
Cacín ligger i en smuk dal ved siden af floden med samme navn, men når det er sagt, er der ikke meget at skrive om byen, udover at den har snorlige gader og et besynderligt kirketårn. Tiden ser bogstaveligt talt ud til at stå stille her, og det må vist være et særsyn, hvis en turist får sig forvildet herind. På et strategisk hjørne, lige efter man har krydset floden og passeret kirken, står byens ældre mænd forsamlet, formodentlig for at fordrive tiden med at holde øje med den smule, der sker.
Det kan ikke nægtes, at der skal mod til at slå sig ned her med hotel og restaurant, og mod må man sige, at det unge team bagved El Almendro har. For et par år siden købte de en gammel traktorgarage på det centrale torv i byen og gav sig til at bygge den om til restaurant og hotel. Resultatet er blevet en smagfuldt indrettet restaurant med et meget moderne designerpræg og 5 dejlige værelser med bad en suite. Med i teamet er to unge kokke, uddannet dels i London og i Midtengland.
Vi (Jessica, Beatrice og jeg) havde ingen særlige forventninger til vores aftensmåltid, for vi troede blot, at vi ville få et standardmåltid, som svarede til den lave pris, som vi skulle betale. Men her tog vi for alvor fejl. Vi fik nok den største kulinariske overraskelse nogensinde. Mens vi indtog vores drink før maden i baren, som for øvrigt var besøgt af et par lokale mænd, da det er den eneste bar i Cacín, fik vi serveret nogle små kanapélignende hapsere, som var helt utroligt lækre.
Mens vi sad i baren fik vi menukortet at se, og vi gjorde store øjne, da vi så de elegant komponerede retter, som vi blot kunne vælge frit imellem uden at skele til prisen. Det vil føre for vidt at nævne alle retterne her (herunder adskillige vegetarretter), blot skal det siges, at de var en stjernerestaurant værdige og at enhver, der læser disse linjer, bør unde sig selv den oplevelse det er, at smage dem.
Inden vi gik om bord i de tre retter vi fik, blev der serveret hjemmebagt brød med olie og balsamicosirup samt hele bagte hvidløg, der smagte, så englene sang. Til disse herligheder fik vi hver en lille kop hed og prægtig tomatsuppe så velkomponeret, at dens lige ikke findes. Så kom turen til forretterne, som var originalt udtænkte og tilberedt af de friskeste råvarer. Fra vores bord kunne vi se lige ud i køkkenet og kunne studere de to unge kokke, som tydeligvis nød deres arbejde. Maden blev tilberedt med så megen omhu og kærlighed, at de gode vibrationer steg op fra tallerknerne og lige ind til vores ganer. Også hovedretterne var overraskende i deres sammensætning, helt frisktillavede og uhyre velsmagende. Desserterne var et kapitel for sig og så enestående i deres hjemmelavede pragt, at de må betegnes som kunstværker. Til alle disse herligheder nød vi en hvid Miguel Torres fra Chile (jo, han ejer skam vingårde andre steder end i Penedés) hvis velkomponerede finesse blot understregede det sublime i dette måltid, som for øvrigt blev serveret helt uden fims og falbelader.
Da vi havde klemt de sidste bidder ned, erklærede Jessica, at det var det bedste måltid, hun nogensinde havde spist i Spanien og at det hørte hjemme blandt top 5 af måltider, hun overhovedet havde spist i sit halvtresårige liv. Vi andre var enige, og så behøver jeg vist ikke sige mere. Jo, måske lige det, at regningen for tre var på 172 € for middag, overnatning, drikkevarer og morgenmad – i sandhed et sjældent positivt forhold mellem pris og kvalitet.
Der er så roligt i Cacín, at vi hverken hørte en eneste bil, et eneste råb eller en eneste tone fra en radio, så vi fik en velsignet uforstyrret søvn. Og således forfriskede var vi klar til at bestige El Lucero efter at have indtaget et dejligt morgenmåltid. Besøg www.elalmendro.eu eller ring på 958 363 206 for at reservere.
El Lucero må være prototypen på et bjerg, for det er spidst med stejle sider og en lille platform oppe på toppen. For at det ikke skal være løgn, har Guardia Civil haft en udkigspost heroppe, så man kan stadig se ruinerne af deres hus, som fyldte det meste af platformens areal.
El Lucero er en af toppene i Sierra de Tejeda y Almijara og man kan komme tættest på stien, der fører op til toppen, ved at trænge ind i naturparken ”Parque Natural Sierras de Tejeda, Almijara y Alhama” (406 km2 stor) fra nord. Fra Cacín kører man sydpå langs med floden Cacín, som på en strækning har skabt en vældig kløft, og dernæst forbi det store vandreservoir Los Bermejales fra 1958. Lidt vest for Fornes går der en vej sydpå ind til La Resinera, og der er her, man trænger ind i naturparken. Det er en god idé at sætte sin triptæller på 0, så snart man forlader asfalten – der er 14,5 km fra man forlader asfalten hen til det sted, hvor stien op til El Lucero begynder.
La Resinera var engang et lille samfund, der udvandt harpiks fra fyrretræerne, men i dag ligger det meste i ruiner. Når man har Centro de Información de La Resinera på sin venstre hånd og man holder lige foran et skilt hvor der står: Vivero (planteskole) La Resinera 700 m. tager man vejen på højre hånd, som går opad. Selv om der kun er 14,5 km at tilbagelægge, skal man regne med, at det tager ca. 40 minutter - man kan kun køre ca. 20 km. i timen på den ujævne vej. Først går det opad, dernæst kører man langs ad en lille rygning, for derefter at køre på vestsiden af en vældig slugt med drop på op til 200 meter. Vejen er dog ret bred og i nogenlunde stand, for der ligger et marmorbrud inde ved Puerto Blanquillo, som stadig er i drift, så vejen holdes i stand, for at lastbiler kan køre ud med marmoret.
Ved skiltet Pico de Lucero parkerer man, og hvis man ikke allerede har taget sine vandrestøvler på, så er det nu. Det kan også varmt anbefales at tage en vandrestav med, for den er nyttig, især under nedstigningen.
På skiltet kan man læse, at det tager 2 timer at bestige El Lucero, og for en gang skyld er det ingen overdrivelse. Faktisk tog det os kun 1 ½ time at nå til toppen. Hele opstigningen foregår på en fin, velbygget sti, som sikkert er blevet anlagt, dengang man byggede Guardia Civil’s udsigtspost oppe på toppen.
På en klar dag er udsigten fra toppen overvældende og helt og aldeles femstjernet. Man kan se både Maroma, Los Montes de Málaga og Rondabjergene mod vest, Rifbjergene i Marokko mod syd, Sierra Nevada mod nordøst og Sierra de Contraviesa og Sierra de Lujar mod øst. Mod nord ses også vandreservoiret Los Bermejales og naturligvis ligger Middelhavet lige for ens fødder mod syd. Det hele er så overvældende og svimlende, at man nærmest er glad for Guardia Civil’s ruin, så man kan få lidt fornemmelse af rum, så man ikke pludselig føler, at man er ved at ryge af planeten. 1779 meter er højt oppe, og på sådan en lille platform med stejle sider hele vejen rundt, kan man godt risikere at fornemme, at man er ved at miste jordforbindelsen. Så hjælper det at sætte sig ned inde i ruinen og lukke øjnene et par sekunder.
Da vi har indtaget vores frokost og beundret det hele endnu engang, er vi klar til at stige ned igen. Her er det, at man er glad for sin stav, for den hjælper med at skaffe ekstra ”fodfæste”. Nedturen tager lidt over en time og det føles skønt, når man atter sætter sig ind i bilen for at hvile lårene. Efter turen tilbage ad grusvejen er man glad for atter at få asfalt under dækkene.
Efter sådan en udflugt kan man ikke lade være med at være taknemmelig for, at man bor i et land, der byder på så mange forskelligartede oplevelser. ¡Viva España!
Tre femstjernede oplevelser på én udflugt
Udflugter & rejser | December 2007
Abonner på nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven

Kommentarer

Navn:


Kommentar:


E-mail (vises ikke):



Udfyld venligst sikkerhedskoden









Villa i Spanien





Landsbanki



Saxo



SAS
















Norrbom
Norrbom Marketing
Centro Idea · Ctra. de Mijas km. 3.6 · 29650 Mijas-Málaga
Tel. 95 258 15 53 · Fax. 95 258 03 29
Hoteller

Norske Magasinet En Sueco Magasinet Dansk La Danesa Magic Media Guide til Spanien

Forsiden | Kontakt os | Que Pasa? | Redaktionen | Rubrikannoncer