![]() Ivano Balic - håndboldens Ronaldinho | |
Ivano Balic fra det spanske storhold Portland San Antonio blev for nylig kåret til verdens bedste håndboldspiller 2006 af det Internationale Håndbold Forbund, IHF. Den 28-årige kroat, der kaldes ”håndboldens Ronaldinho”, spiller i Pamplona-klubben sammen med den danske forsvarsklippe Lars Jørgensen.
Designer klæder Torreviejas spillere
Danskerne René Bach Madsen og Henrik Hansen samt deres holdkammerater i Torrevieja vil fremover være ulasteligt klædt før og efter klubbens kampe i den bedste spanske håndboldrække, Liga Asobal. Designeren Hannibal Laguna har kreeret det officielle jakkesæt, som spillerne skal bære uden for håndboldarenaen. Hannibal Laguna er en velronnemeret designer, hvis navn især klinger godt hos det kvindelige publikum. Hans brudekjoler sælges i mere end 600 forretninger i Spanien.
Barca-spiller slår danskerrekord
Iker Romero scorede i starten af november 13 mål, da Barcelona vandt 30-26 ude over Antequera med Rune Ohm på holdet. Dermed er Iker Romero den spiller, der har scoret flest mål i én kamp i indeværende sæson. Den hidtidige rekord havde Claus Møller Jakobsen, der scorede 11 mål i Ademar Leóns sejr over Torrevieja. Der er dog stadig langt op til Zoran Mikulic, der i 1995 scorede 21 mål i én kamp i den spanske liga.
Hjemmesejr i Valencia
Den spanske motorcykelkøreren Dani Pedrosa sluttede sæsonen af med en sejr, da han i starten af november vandt Valencias grand prix. I det samlede VM-regnskab rakte det til en andenplads for spanieren, blot ét point foran den femdobbelte verdensmester, italieneren Valentino Rossi. Australieren Casey Stoner blev verdensmester.
De største talenter
Det italienske fodboldmagasin Guerin Sportivo har kåret de 50 mest lovende talenter, der er tæt på et internationalt gennembrud. Fire spillere fra den spanske liga har fået prædikatet stortalent. Øverst er Espanyols Riera, der i sin landsholdsdebut for Spanien scorede det flotte langskudsmål i 3-1 sejren over Danmark. På listen finder man desuden Christian Poulsens holdkammerat i Sevilla, Diego Capel, samt Jon Dahl Tomassons medspiller i Villareal, Matías Fernández. José Andrés Guardado fra Deportivo La Coruna er ligeledes med på listen, hvor Morten Nordstrand er eneste dansker.
Golf-drama på Valderrama
Den 27-årige englænder Justin Rose vandt Volvo Masters-turneringen i golf, der i starten af november blev afviklet på Valderrrama-banen på Costa del Sol. Inden sidste runde havde englænderen en komfortabel føring på fire slag, men nerverne spillede ham et puds, så han slog tre over par og endte på 74. Dermed måtte han ud i ekstraspil mod sin landsmand Simon Dyson og Søren Kjeldsen, inden Rose sikrede sig sejren, der indbragte ham en check på 666.660 euro.
Spanske Miguel Angel Jiménez blev nr. syv. Thomas Bjørn endte på en delt niendeplads, mens Anders Hansen og Søren Hansen fik en delt 25. plads.
Næsten 40.000 tilskuere var mødt frem på Valderrama, hvilket var en stigning på 20% fra sidste års tilskuertal.
Næste runde i Volvo Masters spilles 6.-9. december på The Thai Country Club.
Efterlod fire tons affald
Mange skotske fodboldfans tog turen til Barcelona, da Glasgow Rangers for en måned siden spillede Champions League-kamp på Camp Nou. Op til kampen varmede tusindvis af tørstige skotter op til kampen på Plaza Catalunya med så mange dåseøl, at byens skraldemænd efterfølgende samlede fire tons affald op.
Træner gik på natklub
Morten Skoubos træner hos Real Sociedad har fået et forklaringsproblem. Den walisiske træner Chris Coleman kom halvanden time for sent til et pressemøde dagen efter han havde været på natklub. Først forsøgte træneren sig med en søforklaring om, at der havde været problemer med en vandlækage i hans hjem. Det viste sig at være en løgn, der skulle dække over waliserens besøg på natklub aftenen før. Klubbens ledelse har nu bedt træneren om at forklare sig.
Federer slog spaniere
Schweiziske Roger Federer cementerede sin position som nr. et på tennisspillernes verdensrangliste, da han i november vandt årets sidste Masters Turnering. Federer vandt ubesværet finalen i tre sæt over sin spanske modstander, turneringens store overraskelse David Ferrer. Normalt er det en anden spanier, Rafael Nadal, der overfor Federer i finalerne, men denne gang havde schweizeren sendt sin største rival ud i semifinalen.
De otte øverst placerede spillere på verdensranglisten deltog i turneringen.
Spanien håber på Isabel Ortuño
Spanien er blandt de 24 nationer, som 2.-16. december i Frankrig skal kæmpe om VM i håndbold for kvinder. Spanierne har en smal trup, hvor meget ansvar placeres på skuldrene af Susana Fraile, Marta Mangué og venstrebacken fra Viborg, Isabel Ortuño.
Danmark har ikke kvalificeret sig til VM.
Hård kamp om pladsen
Jesper Nøddesbo har gjort det fremragende i Barcelona, siden han kom til klubben denne sommer. Alligevel skal han ikke vide sig sikker på at blive udtaget til det danske landshold, der skal til EM i januar. Hans konkurrent til pladsen på stregen, Torsten Laen, har nemlig også gjort det godt i sin nye spanske klub, Ciudad Real. Og da den tidligere GOG-spiller er stærkere i forsvaret, er han pt. landstræner Ulrik Wilbeks foretrukne alternativ til Michael V. Knudsen som stregspiller.
Verdens bedste fodboldstadions
Fodboldkommentatoren Carsten Werge peger i et interview med Jyllands-Posten på de fire bedste fodboldstadions i verden. Ifølge Carsten Werge er det Liverpools stadion Anfield Road, Bayern Münchens futuristiske rumskib Allianz Arena samt Barcelonas hjemmebane Camp Nou og Santiago Bernabeu i Madrid.
De to spanske arenaer tiltaler Carsten Werge, fordi det er historiske og meget klassiske stadions.
”De er ikke helt nye, men Camp Nou og Bernabeu er begge meget velholdte. Man sidder ufatteligt højt op på tribunerne, fordi de er så enorme. Når vi kommenterer kampe derfra kan det til tider være svært at se, hvad der foregår nede på banen,” siger kommentatoren.
De mange spaniensdanskere, der i marts i år fulgte Danmarks kamp mod Spanien på Santiago Bernabeu, kunne desuden nyde godt af varmeapparaterne, der lunede fra taget at tribunerne.
Sport Shots
Sport | December 2007
Sport | December 2007
| Abonner på nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |








