![]() | |
Der hersker mange forestillinger om, hvordan danskerne på Costa del Sol lever. Hvornår står de op morgenen, er deres tilværelse mon én lang ferie, taler de spansk og er de glade for deres hverdag? Nogle af svarene kan du læse i vores serie ”En dag med”, hvor vi hver måned følger en af de fastboende danskere igennem en typisk dag i deres liv.
At Dorthe Olesen oprindeligt er fra Kolding kan hendes dialekt ikke skjule. Heller ikke selvom det nu er næsten 10 år siden hun forlod sin hjemby. En travl hverdag i Danmark med tre restauranter og et vognfirma betød en spændende, men meget travl tilværelse, som efterhånden krævede sin pris: Dorthe og hendes mand Lars var begyndt at få tydelige tegn på stress. De drømte om at sælge deres forretninger og hive et år ud af kalenderen, at rejse ud, sydpå til varmere klima og fred og ro. Efter et par måneders overvejelser blev ønsketænkningen til virkelighed, og familien flyttede til Costa del Sol. Deres 12-årige søn Simon begyndte på en international skole og det første års tid gik med at komme til hægterne, nyde livet og dyrke familien. ”Det bedste ved Spanien er, at vi har tid til at spise sammen”, sagde Simon en dag, og gjorde dermed beslutningen om at blive permanent i Spanien lettere. Lars ville arbejde med IT og Dorthe havde mod på et sælgerjob, først hos et smykkefirma og derefter som ejendomsmægler hos en skandinavisk virksomhed. I 2001 etablerede hun sit eget mæglerfirma, Simzar (opkaldt efter sønnen Simon og venindens datter Zara) med hjemmekontor i familiens lejlighed. Samme år købte Tom Sørensen det halve af Simzar og forretningen holder i dag til på Plaza de la Hispanidad.
”Jeg elsker mit job. Der sker hele tiden noget nyt, og det passer mig glimrende, for jeg har altid godt kunne lide at have travlt”, siger Dorthe, og fortæller begejstret om sin spanske hverdag.
Kl. 7.45: Jeg står op, går direkte i bad, og så har Lars lavet morgenmad til mig. Den spiser vi på terrassen alle de dage, det overhovedet er muligt. Vi nyder morgenmaden en halv times tid og ser derefter de seneste nyheder på tekst tv.
Kl. 9.15: Nu er jeg ved kontoret, og hvis ikke Tom allerede er kommet, åbner jeg forretningen og checker mails.
Kl. 9.30: Tom og jeg drikker kaffe på en af barerne på Plazaen, tæt på kontoret. Her får vi lige vendt dagens opgaver. Vi har som regel aftaler fra kl. 10.00.
Kl. 10.00: Jeg har et møde hos en notar her i Fuengirola, vi skal hente vores købekunde og mødes med vores sælgerkunde ved notaren. Et notarbesøg ved man ikke rigtig, hvor lang tid tager – så hele formiddagen er som regel sat af. Der er forskellige dokumenter, der skal afleveres til notaren, men ellers er alting forberedt i god tid. Jeg skal indskrives i skødet som oversætter for køber, og alt foregår som det skal. Det er altid spændende at være til notar, folk er jo glade. På den ene side har nogen fået solgt deres ejendom, og på den anden side har andre fået et nyt sted at bo. Men det er også meget koncentreret, for alt skal jo være i orden for både køber og sælger.
Kl. 12.15: Så går turen tilbage til kontoret og jeg drikker en hurtig kop kaffe med Tom.
Kl. 13.00: Vi har en fremvisning i Calahonda, og vi mødes med kunden derude.
Kl. 14.00: Min søn Simon ringede tidligere på dagen for at høre om Lars og jeg ville spise frokost på hans arbejdsplads, kokke-og tjenerskolen ”La Fonda” i Benalmádena Pueblo. Så Lars og jeg mødes, og kører sammen op på restauranten, der serverer gourmetmad til rimelige priser. I dag nyder vi asiatisk inspirerede jomfruhummere med wasabicreme til forret, derefter kulmule på sprødstegte asparges og til dessert karamelliseret æblesoufflé med vaniljeis. Simon går rundt og holder øje med, at tjenereleverne gør deres arbejde ordentligt, men han har indimellem tid til at komme hen og snakke lidt.
Kl. 15.30: Efter en udsøgt frokost kører vi tilbage til Plazaen, hvor Lars også har kontor.
Kl. 15.45: Tom og jeg kører ud for at tage et hus ind i Torremuelle. Der skal vurderes en salgspris, tages billeder, og noteres alt information om huset.
Kl. 16.15: Vi når tilbage på kontoret, hvor der sidder et par og venter på os. De vil gerne se, hvad vi kan tilbyde af forskellige lejligheder i prisklassen 250.000 euro. Vi får en hyggelig snak med dem og der bliver aftalt et par fremvisninger til dagen efter.
Kl. 17.30: Vi lukker kontoret. Det klarer Kim altid for os, og vi slutter dagen af med en fyraftens øl på Plazaen.
Kl. 18.00: Jeg kører op til El Higuerons indendørsanlæg for at svømme. Det gør jeg et par gange om ugen. Dels er det for motionens skyld, og så er det godt for min ryg, som jeg ind i mellem har haft lidt problemer med. Jeg er så heldig, at jeg ikke er den i familien der handler ind og laver mad – det gør Lars. Efter svømmeturen kører jeg hjem. Hvis ikke Lars allerede har været nede med Fino, vores hund, så går jeg en tur med ham.
Kl. 20.00: Jeg sidder lidt og slapper lidt af inden der skal spises aftensmad. I dag har Lars lavet en let salat, for efter en dejlig frokost hos Simon skal vi ikke have noget særligt.
Kl. 21.30: Jeg taler i telefon med min veninde i Danmark. Det er dejligt at få lidt nyt deroppe fra.
Kl. 23.00: Jeg tjekker min mail en ekstra gang inden jeg skal i seng. Jeg er involveret i arbejdet i den danske erhvervsklub på kysten (som eneste kvindelige medlem), og der er en enkelt mail, der lige skal besvares.
Kl. 23.15: God nat!
Hvad savner du mest fra Danmark?
Jeg savner min mormor. Hun er 88 år og desværre blevet meget glemsom. Men hun kan stadig huske, hvem jeg er, når jeg ringer, og hun kan også huske, at jeg bor i Spanien. Min mormor har været rigtig meget for mig. Hun har været en utrolig stærk kvinde, haft check på alt – og jeg har altid beundret hende meget.
Hvilket tidspunkt i døgnet er det bedste?
Om morgenen, selvom jeg har lidt svært ved at vågne. Men jeg glæder mig altid til en ny dag.
Hvordan ville du tilbringe den perfekte fridag?
Slappe af, læse en god bog, fortrinsvis af forfattere som John Grisham, Leif Davidsen og Wilbur Smith. Jeg slapper af med at læse.
Hvad kan gøre dig rigtig sur?
Folk der forsøger at snyde mig eller uærlige mennesker
Hvordan forkæler du dig selv?
Når jeg har tid til at svømme et par gange om ugen, og når jeg får luksusbehandling hos Centro Belleza.
Hvornår taler du spansk?
Det gør jeg, når vi har spanske kunder – og når jeg, hver onsdag, er til spanskundervisning ved Javier hos Comunica i Centro Idea.
Hvem ville du gerne være for en dag?
Jeg ville gerne være Hillary Clinton. Hun er sej, og totalt veltalende. Men ellers ville jeg ikke have noget imod at være Robbie Williams veninde for en dag.
Blå bog:
Navn: Dorthe Olesen
Stjernetegn: Løve
Alder: 46
Bopæl: Benalmádena
Flyttede til Spanien i: 1998
Gift med Lars. Sammen har de sønnen Simon på 23 år og hunden Fino.
En dag med Dorthe Olesen
Profiler | December 2007
Profiler | December 2007
| Abonner på nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |

























