Af Else Byskov 

Mulhacén, det højeste bjerg på den iberiske halvø, kan bestiges på en dagsudflugt
Mulhacén er et prægtigt bjerg, der med sine 3483 meter er den højeste top på den iberiske halvø. Det er dog ikke Spaniens højeste bjerg, for den ære har Teide, vulkanen på Tenerife med 3718m.
Mulhacén har sit navn fra Granadas næstsidste mauriske konge Muley Hacen, der regerede fra 1463-1485. Han var far til Boabdil, den sidste mauriske konge i Granada, som i 1492 pænt måtte aflevere nøglen til byen til det katolske kongepar Isabel og Fernando for derefter at drage i eksil. Det var ham, der ”begræd som en kvinde, det som han ikke vidste at forsvare som en mand” og han gav navn til passet ”El Suspiro del Moro” (maurerens suk), det sidste sted hvorfra man kan se Granada, inden man drager ned mod kysten.
Legenden fortæller, at Muley Hacen ligger begravet på bjerget, som senere kom til at bære hans navn. Han ville ligge et sted, hvor han kunne se ud over sit rige, og hvor han kunne ligge i fred. Ingen ved i dag nøjagtigt, hvor kongens grav er, for det siges, at de, der bar hans lig op på bjerget, fik skåret halsen over, så snart de kom ned igen, så de ikke kunne røbe hemmeligheden. I ligfølget var også Muley Hacens kristne hustru Zoraya, som altså også måtte lade livet.
Mulhacén ligger i El parque nacional de Sierra Nevada, og der må ikke køre privatbiler i parken. Til gengæld er der oprettet en busrute fra Capileira, der kører besøgende ind i parken og sætter dem af ved foden af bjerget, nærmere betegnet ved El Alto del Chorillo, der ligger i 2721 meters højde.
Der er fire busafgange om dagen på lørdage og helligdage (ring på 958763486 eller 686414576 for at få oplyst afgangstider og reservere plads i bussen), og vi (Erik og jeg) havde valgt at tage den bus, der går fra Capileira kl. 11. Bussen går fra et lille hus på hovedgaden i Capileira med det fine navn: ”Servicio de Interpretación de las Altas Cumbres de Sierra Nevada”. Det er Junta de Andalucía, der har oprettet busservicen og det med interpretación (fortolkning) skal tages helt bogstaveligt. For der er nemlig tale om en guidet tur, som for de 7,70 € som returbilletten koster, må siges at være alle pengene værd.
Vores guide hed Conchi, og i den time, som turen ind til foden af Mulhacén tager, blev vi belært, udspurgt og katekiseret, som om vi var tilbage i underskolen. ”Hvilke klimazoner passerer vi på vej fra kysten og op til nationalparken? hvordan er Sierra Nevada opstået?, hvad er typisk for dens vegetation?, hvor mange endemiske planter er der? hvilke dyrearter bebor parken? hvad består undergrunden af?, hvor stor er parken?, hvad er forskellen på en nationalpark og en naturpark? osv. Det var både lærerigt og informativt, og da vi stod af bussen spurgte Conchi som en anden bekymret mor: ”Har I nu mad og vand med? Har I varmt tøj med, husk at tage solcreme på, jeg henter jer kl. 18.45. Husk at være præcise!” Således opmuntrede blev vi kl. 12.10 sat af ved El Alto del Chorillo. På vejen havde vi dog gjort et kort stop ved El Puerto de Molina, hvorfra man i klart vejr kan se adskillige toppe af Rifbjergene i Marokko, og hvor der er opsat en del plancher, der fortæller om, hvordan landskabet er blevet skabt og hvilke dyr, der i fjerne tider boede her.
I dag er vejret dog ikke klart nok til, at vi kan se Afrika, og skyerne kommer og går, men da vi påbegynder vores opstigning til Mulhacén, er vejret klart og stien er fin og helt snefri. Bjerget kan bedst bestiges fra juni, hvor sneen er smeltet, til ca. midt i november, inden den første sne falder.
Det tager ca. 3 timer at komme op til toppen af Mulhacén fra El Alto del Chorillo, og der er 762 højdemeter at overvinde. Stien har dog det meste af vejen en blid stigning, så turen er i sig selv ikke specielt anstrengende. På vejen så vi både bjerggeder (gemser) og kongeørne samt en masse sommerfugle og nogle store, velnærede billelignende insekter med en lang brod bagtil. Efterhånden som vi steg op, blev plantevæksten mere og mere sparsom, og til sidst var der hverken mos eller lav på stenene. Så går man i en sand stenmark.
Som det er med mange bjerge, ser man under sin opstigen først en ”snydetop”, og når man når derop og tror, at nu er man der, ser man til sin gru, at der stadig resterer ca. 0,5 km. og adskillige højdemeter hen til den egentlige top, som man ikke kan se før til allersidst. På det tidspunkt, hvor man når til snydetoppen, begynder effekterne af den tynde luft at indfinde sig. Da vi havde passeret de 3200 meter, begyndte vi begge at få symptomer på højdesyge: svimmelhed og kvalme. Men med viljestyrke og kraftanstrengelse kom vi op på toppen. Toppen lå badet i sol og der var læ nok til, at vi kunne spise vores medbragte mad deroppe, men under toppen lå der skyer, så vi kunne ikke se nogen udsigt af betydning (mod nordvest kan man i klart vejr se Granada langt nede).
Forholdene er barske og ublide oppe på toppen, og kun en tåbe har ikke respekt for disse højder. En iskold vind suste ind fra vest, og selv om vi vidste, at det var koldt i disse højder, havde vi alligevel ikke fået tøj nok med. På denne oktoberdag, hvor der var 22 grader på kysten kl. 9 om morgenen, var der 10 grader ved El Alto del Chorillo og omkring 5 grader + vindfaktor på toppen. Man skal både have vindjakke, hue, tørklæde, handsker og uldne sweatere med. Det eneste vi frøs under opstigningen var hænderne (vi havde glemt handsker), for under anstrengelsen fryser man jo ikke, men under nedstigningen frøs vi og manglede en ulden sweater at tage på. En anden ting, vi manglede, var et kompas. Vi havde ganske vidst ikke brug for det lige den dag, men hvis man overraskes af tåge (det er der stor sandsynlighed for, for skyerne kommer og går hele tiden) kan det være svært at se stien, og så kan et kompas være til stor hjælp.
Nedstigningen tager ca. 2 timer og vi nåede frem til busholdepladsen i god tid, inden Conchi kom tilbage for at hente os. Vi var tilbage i Capileira lidt i otte godt møre, men en stor naturoplevelse rigere.

Abonner på nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven