![]() | |
Efter Barcelona og Madrid er Bilbao helt sikkert min spanske yndlingsby. Her bliver man ikke mast af for meget gammelt. Jeg elsker skam historie, men alt med måde - så kombinationen af netop gammel bydel, ultra-moderne byggeri og østrigsk Alpe-stil passer mig strålende. Her er fantastisk mad (både traditionelt baskerkøkken, som nok er Spaniens bedste, og moderne gastronomi med Michelin-stjerner), her er kunst i alle afskygninger og nogle helt skønne butikker, hvor jeg kan shoppe i timevis blandt antikke kuriositeter og trendy designer-grej. Og så ligger et af mine favorithoteller lige over for Guggi - Gran Hotel Domine Bilbao, hvis cocktail-tjener ved mit sidste besøg ydede så flot en service, at jeg fik lyst til at hyre ham som min private butler (in your dreams, Helle).
Bilbao, byen uden frygt for ændringer
De sidste årtier har været gode for industri- og havnebyen Bilbao. Fra at være lidt nedslidt, grå og uinteressant har byen gennemgået en ansigtsløftning, få havde troet mulig. Det hele startede, da den anerkendte og indflydelsesrige Solomon Guggenheim i 1991 bestemte sig for at åbne sin nye europæiske storsatsning netop her. Valget af byen som hovedsæde var selvsagt bearbejdet aktivt af regionens myndigheder som led i en aktion for at revitalisere den baskiske økonomis negative struktur.
Op gennem tiderne har Bilbao haft en central rolle indenfor spansk industri, ikke mindst indenfor skibsbygning og metal. Men stadig flere konjunktursvingninger krævede nytænkning. Myndighederne vovede at satse stort for at blive et vigtigt europæisk mødested for områderne langs atlanterhavskysten.
Guggi - et projekt i verdensklasse
Til at udvikle museumsbygningen blev den amerikanske superarkitekt Frank O. Gehry hyret. Hans ideer var kendt som værende banebrydende, og da han fremlagde sit forslag, var man sikker på, at man havde valgt den rigtige strategi. For noget lignende havde man ikke set tidligere. I oktober 1997 åbnede museet sin udstilling, som hovedsagelig er koncentreret omkring nye, moderne kunstformer repræsenteret af de sidste 40 års mest anerkendte kunstnere. Med halvanden million besøgende om året er det blevet en større økonomisk og kulturel succes, end man havde vovet at håbe på. Museet er kun én af ingredienserne i en større plan for at omdanne 700 år gamle Bilbao til en ny, spændende og smuk by. Planen involverer en række projekter udviklet af nogle af verdens bedste arkitekter, som har arbejdet blandt andet med at bygge et stort konferencecenter, nye broer over Nervion-floden og små, trendy designerhoteller.
Men selv om nyhederne i Bilbao fungerer som trækplaster, bør man ikke ignorere byens traditionelle attraktioner. Langs floden, som deler byens centrum i to, ligger den gamle bydel Casco Viejo, et mødested for Bilbaos lokalbefolkning. Området har gennemgået en gennemgribende renovation, der med stolte og velholdte bygninger fungerer som en udmærket modpol til de nye satsninger. Sammen udgør de en smuk helhed - fortidens, nutidens og fremtidens Bilbao.
Også Bilbao har sin traditionelle Plaza España. Midt på pladsen står en statue af Don Diego López de Haro, byens grundlægger. Pladsen er et godt udgangspunkt, for at gøre sig bekendt med byens store handelsgade og hovedpulsåre, Gran Vía. En strækning fyldt med både interessante forretninger og bygninger fra begyndelsen af 1900-tallet. Gran Vía ender ved Sagrado Corazón-pladsen, en kort spadseretur fra Guggenheim-museet.
I den nordligste del af Spanien, ved foden af Pyrenæerne på grænsen til Frankrig og inderst i den til tider stormfulde og lunefulde Biscayabugt, ligger provinsen Baskerlandet. Her, hvor frodige bakker og klipper møder havet, slog baskerne sig ned for mange tusinde år siden. Siden har de holdt fast på egne kulturelle traditioner, og på denne måde vedligeholdt deres historiske identitet. Deres eget sprog, euskara, regnes i dag som Europas ældste sprog, et sprog indbyggerne aktivt benytter den dag i dag. Baskerlandet, med cirka to millioner indbyggere, består af syv sammensatte distrikter, som af politiske og administrative årsager er delt mellem to lande - fem distrikter i Spanien, og to i Frankrig. For selv om regionen er lille, er variationen, både i natur og oplevelsesmuligheder, rig, noget som gør Baskerlandet til et ypperligt rejsemål.
Udflugter
Langs kysten ud for Bilbao passerer man små perler og smukke naturområder. Under skovklædte bjerge og indeklemt i små, trange vige, finder man charmerende landsbyer, hvor tiden tilsyneladende har stået stille. Hver gang, man runder et sving, ses nye, pragtfulde områder. Og ikke mindst en utrolig udsigt over havet. Første stop fra Bilbao er Bermeo (nordøst) ad BI 631), et pittoresk og charmerende sted, hvor fiskefangst med åbne små både stadig holdes ved lige. Bermeo har en rig historie og man har fundet rester af bosætninger helt tilbage til 1200-tallet. I landsbyens smalle hovedgade ligger en række spændende små restauranter, hvor specialiteterne selvsagt er fisk og skaldyr. Tæt på Bermeo på vej mod Guernika (et must!) anbefales en isvaffel i den charmerende badeby Mundaka, der er som en filmkulisse fra 1920'erne med fine, gamle badehoteller og stribede badehus-telte på stranden.
Kør videre til Guernika, byen som Franco fik Hitler til at udslette i 1937, som en lærestreg til baskerne, der var modstandere af Francos styre. En hændelse, som er veldokumenteret i Picassos berømte maleri, Guernika. Den største attraktionen i dag er Casa de Juntas del Señoría de Vizcaya, hvor de baskiske ledere plejede at mødes, og museet hvor man går rundt på et glasgulv under hvilket murbrokker, knuste briller, aviser etc. fra den grusomme bombning i 1937 ligger gemt.
En tur i bølgerne
Baskerlandet kan ikke altid love høje badetemperaturer, men der er ikke mangel på smukke og ofte isolerede sandstrande. Vandet er egentlig ikke koldt, men holder omtrent samme niveau som på en lun skandinavisk sommerdag. En temperatur, som får mange spaniere til at vælge at feriere her, da det er en dejlig og forfriskende kontrast til den stegende sommervarme i storbyerne. Et stykke videre fra Guernika kommer man til Lekeitios enorme, hvide sandstrande. Ved udløbet af floden Lea ligger to langstrakte strande, som ved lavvande fører over til øen San Nicolas. Her kan man vælge, om man ønsker at bade i det behagelige ferskvand eller i det bølgefyldte hav, som slår indover fra havet på den anden side. Landsbyen Lekeitio, med sine farverige både, er en køn klynge solide og lave stenhuse. Disse typiske baskiske landsbyhuse ligger side om side med landsbyens smukke gotiske kirke, Santa María de la Asunción. I udkanten af hovedgaden ligger flere større herskabsvillaer, minder fra det gamle baskiske aristokrati, som en gang var meget indflydelsesrigt.
Gran Hotel Domine Bilbao
5-stjernede Gran Hotel Domine Bilbao ligger lige overfor Guggenheim museet, og er i sig selv en arkitektonisk oplevelse, med moderne kunst og trendy møbler fra det 20. århundrede.
Værelserne er rummelige og minimalistisk indrettede (spørg efter et af dem med Guggi-udsigt) og som en usædvanlig detalje består væggen mellem soveafdelingen og badeværelset af et stor rude (man kan dog lukke persiennerne, hvis man vil have lidt privatliv). Både bar og restaurant er en oplevelse - både hvad angår gastronomi og design.
Besøg Bilbao på vej nordpå, når du er på rundrejse i vort dejlige land - eller lav slet og ret en rejse kun der til.
Du vil også besøge Bilbao, hvis du tager Transcantábrico-togrejsen gennem Nordspanien. Yderligere info og billetbestilling på: http://www.transcantabrico.feve.es eller tlf. +34 985 981 711 - eller hos Ruta Solar +34 952 479 954.
Favorithotellet Gran Hotel Domine Bilbao ligger på Alameda de Mazarredo, 61 (Tlf: +34 944 253 300/fax: +34 944 253 301, email: hotel.domine@hoteles-silken.com
Bilbao
Udflugter & rejser | November 2007
Udflugter & rejser | November 2007
| Abonner på nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |
























