La Danesa - dansk magasin på Costa del Sol - 10.500 eksemplarer hver måned

Nyhedsbrev
Afmeld
Oktober 2007




Hvis jeg taber, er det hele forbi
Af Michael Jepsen. Foto: Joe Mortensen

Mikkel Kessler er en flittig gæst på Costa del Sol, hvor han ofte træner sammen med sin gode ven Brian Nielsen, der bor i Calahonda. Mikkel Kesslers næste store opgave er 3. november, hvor han møder den ubesejrede waliser Joe Calzaghe i Cardiff i Wales. I bogen ”En vinders DNA” fortæller den danske bokser, hvordan han lader mentalt op til sit livs vigtigste kamp.

3. november går Mikkel Kessler i ringen til den kamp, som hele Danmark har ventet så længe på, når han møder waliseren Joe Calzaghe. Og knægten fra Islands Brygge overlader intet til tilfældighederne. I bogen ”En vinders DNA”, som udkommer i starten af oktober, fortæller han, hvordan han forbereder sig til kampen.
”Det er specielt vigtigt for mig, at jeg ikke har en eneste undskyldning for en dårlig præstation. At jeg fx ikke har fået trænet godt nok eller spist rigtigt. Jeg skal kunne se mig selv 100 procent i øjnene og vide, at jeg har gjort alt, hvad der skal til, inden jeg går i ringen. Selvfølgelig er det okay at være nervøs inden en kamp, men hvis jeg er maksimalt forberedt, stoler jeg mere på mig selv”, siger Mikkel Kessler i ”En vinders DNA”, hvor en række af Danmarks mest succesfulde sportsfolk fortæller om deres vej til toppen.

Træner i Spanien
Mikkel Kessler er flyttet til Monaco, men han er også en flittig gæst på Costa del Sol, hvor han ofte træner sammen med sin gode bokseven Brian Nielsen. Selv om Super-Brian forlængst har indstillet karrieren, holder han stadig formen vedlige i sit træningslokale hjemme i Calahonda. Samtidig kan den pensionerede sværvægter, der selv nåede at bokse mod verdensstjernen Mike Tyson, give sin unge ven gode råd om, hvordan man forbereder sig til en topkamp.
Vigtigheden af kampen behøver Brian Nielsen dog ikke at understrege, for Mikkel Kessler er helt på det rene med, at det er nu, han skal slå til. For han får kun én chance.

Den eneste chance
Sådan var det også, inden Mikkel Kessler for et år siden gik i ringen mod den dobbelte verdensmester, tyskeren Markus Beyer.
”Før kampen mod Markus Beyer havde jeg det sådan, at hvis jeg tabte, så ville det hele være forbi. Det var min eneste chance, og det er jo det, nervøsiteten kommer af. At nu er jeg nået så langt, og pludselig kan det være forbi på et øjeblik. Selvfølgelig ville der være en kamp bagefter, men det var ikke den følelse, jeg stod med”, siger Mikkel Kessler.
Han lever hele tiden med bevidstheden om, at den næste kamp kan være hans sidste.
”Jeg skal være ærlig overfor mig selv og indse, at risikoen for at blive stoppet er til stede. Men jeg kan minimere risikoen ved at træne ordentligt, leve seriøst og i det hele taget gøre alt, hvad der står i min magt for at vinde. Jeg skal ikke kunne komme bagefter og sige, hvorfor gjorde jeg ikke lige sådan, og hvorfor løb jeg ikke lidt mere for at have luft til samtlige omgange. Den slags skal bare være i orden”, fortæller bokseren i bogen ”En vinders DNA”.

Store forventninger
Det værste ved presset fra omverdenen er, at andre siger, at Kessler nok skal vinde, for det gør han jo hver gang. Men det er langt fra en selvfølgelighed, at han bare lige vinder de store kampe. Derfor kan han godt føle, at forventningerne er lidt urealistiske til tider.
”Det er jo nogle kæmpe kampe, jeg bokser, som der er gået flere måneders forberedelse forud for. Jeg tror, der er mange, der ikke forstår, hvor hårdt det rent faktisk er. På den anden side ved jeg, at hvis bare jeg gør mit bedste, så er der ingen, der kan slå mig. Sådan er det bare, og det er vigtigt at have den følelse.”

Jeg kommer op igen
Mikkel Kessler er ubesejret som professionel, og han har endnu ikke for alvor mødt modgang. Derfor er det svært at forudsige, hvordan han reagerer, hvis han kommer i store problemer mod Calzaghe.
”7-9-13 så jeg har ikke været nede endnu, så derfor ved jeg heller ikke, hvordan jeg vil reagere på det. Men jeg kan garantere dig, at jeg kommer op igen. Det handler om at holde hovedet koldt og lade være med at slå mine slag i frustration. Smadrer det min psyke, at jeg bliver ramt hårdt i første omgang, er jeg ude af kontrol. Jeg må have tålmodighed, og jeg skal være bevidst om, at det måske først er i 12. omgang, at jeg får chancen for at hugge til. Og den chance skal jeg for alt i verden sørge for at gribe,” siger Mikkel Kessler.

Mikkel Kessler
Alder: 28 år
Kampe: 39
Sejre: 39
Knock-out: 29
Vægtklasse: Supermellemvægt
Kælenavn: Viking Warrior/Hitman
Født: København
Bopæl: Monaco

En vinders DNA
Bogen ”En vinders DNA” går i en række interviews tæt på mere end 20 af Danmarks mest succesfulde sportsfolk, der fortæller om, hvad der gør dem til vindere.
En vinders DNA kan købes på www.winnerslab.dk
Hvis jeg taber, er det hele forbi
Sport | Oktober 2007
Abonner på nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven



COMUNICA




Villa i Spanien





Landsbanki



Saxo



SAS
















Norrbom
Norrbom Marketing
Centro Idea · Ctra. de Mijas km. 3.6 · 29650 Mijas-Málaga
Tel. 95 258 15 53 · Fax. 95 258 03 29
Hoteller

Norske Magasinet En Sueco Magasinet Dansk La Danesa Magic Media Guide til Spanien

Forsiden | Kontakt os | Que Pasa? | Redaktionen | Rubrikannoncer