![]() Hotel Salobreña i kystbyen af samme bavn | |
Hotel Salobreña gentager sidste års succes og tilbyder igen dette efterår seks-dages ferier i og omkring Salobreña, der er specielt designet til herboende danskere og andre, der allerede har et godt kendskab til landet, men som gerne vil opleve noget nyt under hyggelige former. Inklusive i rejsen er fem overnatninger, fra søndag til fredag, på Hotel Salobreña, som er udgangspunkt for alle udflugterne.
Man ankommer i løbet af søndag eftermiddag til Hotel Salobreña ved den skønne lille kystby af samme navn, som de næste fem nætter er ”hjem” for alle deltagerne.
Om mandagen arrangeres en flot spadseretur langs kysten til Salobreña, en tur på ca. fem kilometer. Har man ikke lyst til at gå, bliver man kørt. Fra Salobreña centrum går man ad smalle gader op til den smukt beliggende fæstning fra 1100-tallet, hvorfra der er en storslået udsigt over Middelhavet og bjergene, Efterfølgende er der besøg på forskellige lokale barer, hvor der bydes på flere drinks, som altid ledsages af en aperitivo. En alternativ måde at spise frokost på. Efter endt tapeo er der transport for alle tilbage til hotellet. Eftermiddagen er fri til at nyde gratis drinks i de lækre omgivelser på hotellet.
Gammel kending
Tirsdag er der udflugt til Granada, den sagnomspundne, mauriske hovedstad. Besøget starter i centrum og den historiske bydel med domkirken og Capilla Real, hvor de såkaldte katolske monarker, Isabel og Fernando, der samlede Spanien, ligger begravet. Det gamle mauriske silkemarked, Alaiceria, ligger også i nærheden.
Her er der frokost, også i form af tapeo, i den kendte tapas-gade, Calle Navas. Efterfølgende besøges Alhambra-paladset fra 1300-tallet og sommerpaladset Generalife med de smukke haver.
Frokost hos andalusisk husmor
Næste dag byder på en rigtig landtur og frokost hos andalusiske husmødre. Man kører op i bjergområdet La Axarquia, hvor der bl.a. besøges en olivenmølle, og senere vil private, andalusiske husmødre tilberede og servere frokost for gæsterne. Det er en anderledes oplevelse, som for mange deltagere er rejsens højdepunkt.
Las Alpujarras
Torsdag går turen op gennem Las Alpujarras, hvor et af de mange skinketørrerier besøges, ligesom der gøres ophold i nogle af de maleriske hvide landsbyer. Capileira, 1.450 m over havet, er den ene, og her aflægges et besøg på en hyggelig, lokal bodega, hvor der smages på vinen, hvortil der serveres et par tapas.
Torsdag aften er der afskedsmiddag på Hotel Salobreña, inden ferien slutter fredag, efter en lille uge med en fin balance mellem udflugter og tid på egen hånd, storby og landliv samt kulturelle og gastronomiske oplevelser.
Alt inklusive
Næste rejser for danskere arrangeres den 21. oktober, 4. og 18. november samt 9. december.
Med i prisen på 318 euro per person er fem overnatninger med morgenmad på Hotel Salobreña, hvor der desuden er fri bar under hele opholdet. Alle de nævnte måltider med drikkevarer er ligeledes inkluderet i prisen, og det samme gælder diverse entreer o.l.
Dansk rejseleder med på hele turen
Danske Susie Nielsen, kendt blandt mange som Susie fra Frigiliana, hvor hun først startede som lokalguide, står for de danske ture og er da også selv med på mange af udflugterne. Hvis ikke, er der en anden lokalkendt dansk guide med. Alle fortæller engageret om området, udflugtsmålene, og ikke mindst om alt det, man ikke kan læse i diverse guidebøger.
Mini-ferie skræddersyet til herboende danskere
Udflugter & rejser | Oktober 2007
Udflugter & rejser | Oktober 2007
| Abonner på nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |

























