Af Jesper Sander Pedersen

Sigøjnerne i Málaga er stolte og livsglade mennesker, selv om deres barske vilkår giver mange nederlag

”Nederdele til nedsatte priser” ”Vil du lave et røverkøb, så ta’ en kjole med hjem” ”Billig, billig, aldrig har vi solgt så billigt”.
Den unge sigøjner José María Nuñez forsøger med råbende stemme at påkalde markedsgæsternes opmærksomhed for at få solgt kjoler og bluser til nedsat pris. Klokken nærmer sig halv to, og tirsdagsmarkedet på feriapladsen i Fuengirola synger på sidste vers. Så hvis han og resten af de ambulante sælgere vil have flere penge i kassen, er de mødt til at faldbyde varerne ved at prutte med priserne.
”Omsætningen har været en sløj dag, selv om vi er midt i højsæsonen. De udenlandske turister tager efterhånden udelukkende på tirsdagsmarkedet for at nyde stemningen, men de er sværere at få til at tage tegnebogen frem, selv om de sparer mange penge ved at handle her,” siger bodens indehaver Josefa Rodrigúez Santiago.
Hun er ligesom sin højtråbende svigersøn sigøjner og har været markedskræmmer hele sit liv. Hendes forældre var ambulante sælgere helt tilbage i 60erne, og denne familiebiks, som hun selv kalder boden, har hun nu ført videre sammen med sin nærmeste familie. De tjener til dagen og vejen ved at sælge tøj på markeder langs Kysten, men man bliver bestemt ikke velhavende med det levebrød, forsikrer hun.
”Vi er med på fem forskellige markeder og betaler forpagterafgift hvert sted. Det koster os sammenlagt over 500 euro om året, hvortil vi så skal lægge bidrag til den sociale sygesikring og forsikring af varevognen,” forklarer Josefa.
Hun er selvstændig erhvervsdrivende og skylder for øjeblikket den offentlige sygesikring over 5.500 euro. Hun har tjent for lidt til at kunne betale det obligatoriske bidrag til sygesikringen
”Jeg har forsøgt at få en afdragsordning, men det har sygesikringen afvist. Sagsbehandleren mener ikke, at min nød er tilstrækkelig stor til at give dispensation. Jeg arbejder derfor sort for øjeblikket, selv om jeg naturligvis ville foretrække at være en lovlydig borger,” siger Josefa.

Fristed
Mødet med den åbenhjertige sigøjnerfamilie på tirsdagsmarkedet i Fuengirola viser sigøjnernes vilkår i Málaga provinsen. De fleste boder på markeder langs kysten tilhører nemlig sigøjnere, som har fundet deres lille fristed. For markedspladserne er desværre et af de få steder, hvor fordommene mod sigøjnere træder i baggrunden og mister sin relevans.
”Markedsgæsterne lægger ikke mærke til, at boden tilhører en sigøjner. Turisterne tager på markedet for at gøre røverkøb og er i den situation ligeglade med, om sigøjnerne er til at stole på eller ej. Så længe de sparer penge, er der ingen grund til at føle sig snydt på forhånd,” siger José María, mens han viser en skjortebluse til en nysgerrig kunde, som ender med at købe den for en slik.
María Jiménez, en 47-årige sigøjner med stærkt temperament, drømmer om en skønne dag at opleve den samme tolerance og frisind som sigøjnerne på markedspladsen. Hun bor til leje sammen med sin spanske mand Vicente og fire børn i en toværelses lejlighed på 72 kvadratmeter i kvarteret Barbarela et stenkast fra det nedlagte statsfængsel i Málaga.
Ejendommen går tilbage til 40erne og ligner udefra en boligblok, hvor tiden har stået stille. En spiralformet trappeopgang uden belysning og korridorgange med tørresnore giver indtryk af fattigdom og nød.
María har bevaret sin livsglæde, selv om hun lever på grænsen til fattigdom og hver dag bliver konfronteret med fordommene overfor sigøjnere.
”Den spanske befolkning påstår, at vi sigøjnere ikke er indstillet på at blive integreret i det spanske samfund og udelukkende lever på nas. Det er noget fis, som ikke holder stik i praksis,” siger hun og undskylder den stærke vending. Forældrene flasker deres børn op med fordomme om sigøjnere og skaber grundlaget for den stigende intolerance.
Den skeptiske holdning overfor sigøjnere kommer til udtryk på utallige områder. Fodgængere går over på den modsatte side af fortovet ved synet af en sigøjner. Kvinderne griber fast i håndtasken, når de møder en sigøjner på strøget, mens mændene mærker, om tegnebogen stadigvæk er i inderlommen.
For en sigøjnerkvinde som María er noget så simpelt som at handle et problem. Hun må finde sig i at blive behandlet som medlem af underklassen, når hun tager på indkøb.
”Jeg er sigøjner og bliver derfor betragtet som en mistænkelig person. Kassedamerne er overbeviste om, at jeg går ind i supermarkedet for at stjæle. Sikkerhedsvagterne har flere gange bedt mig om at tømme lommerne i min jakke. Bare for sikkerheds skyld, som de siger med deres forlorne smil. De tænker ikke over, hvor ydmygende det er at blive behandlet på den måde,” fortæller María.

Udstødt
Hendes ægteskab med Vicente har heller ikke været en dans på roser. Marias familie ville ikke acceptere, at hun ønskede at gifte sig med en ”payo”. (sigøjnernes definition af personer fra andre folkefærd.) Den truede med at lukke hende ude fra fællesskabet og afbrød til sidst kontakten med den oprørske datter.
”De ældste medlemmer af familien med patriarken i spidsen tilhørte den gamle skole og ville udelukkende acceptere parforhold og ægteskaber mellem sigøjnere. For dem var det en utilgivelig synd at gifte sig med en spanier,” beretter María.
Den familiære strid gik først over, da hun fik det første barn med sin spanske mand. Marías forældre fik lyst til at se deres barnebarn og tilgav datteren for hendes synd.
De kulturelle forskelle er langt fra forsvundet, selv om María har været gift med sin mand i 18 år og føler sig integreret i det spanske samfund. Hun har ikke den samme tro som hendes katolske mand og giver udtryk for sine følelser på forskellig vis.
Dødsfald i familien viser konflikten mellem en sigøjner og en ”payo”. Hun har forbud mod at synge, lytte til radio eller se fjernsyn efter et dødsfald. Hendes mand og børnene tænker ikke i samme baner og vil naturligvis ikke gå glip af børne-tv eller fodboldkampen mellem Real Madrid og Barcelona.
”Jeg forbyder ikke min familie at tænde fjernsynet, selv om det gør ondt i mit hjerte. Jeg har selv valgt at gifte mig med en ”payo og har hverken ret eller lyst til at pålægge min mand og børnene at tænke som en sigøjner. Det er prisen, jeg må betale ved at bryde ud fra det lukkede miljø,” siger María.

Kamp for retfærdighed
Sigøjnerne i Málaga provinsen og resten af Andalusien udgør cirka 350.000 personer, hvoraf de fleste bor i Sevilla, Málaga og Almería. De har siden deres bosættelse i Andalusien for over 400 år siden levet en tilværelse på grænsen til fattigdom og kæmper den dag i dag en stædig og mange gange uretfærdig kamp for at blive integreret i samfundet.
”Sigøjnerne er stadigvæk et udsat folkefærd i Spanien og resten af Europa. De er i flere århundreder blevet behandlet som uønskede elementer og har været på konstant flugt for at overleve. Det dårlige omdømme skyldes en blanding af fordomme og uvidenhed om sigøjnerne, men det er desværre svært at komme til livs,” siger Francisco Javier Pomares, leder af stiftelsen Fundación Secretariado Gitanos’ afdeling i Málaga.
Stiftelsen har siden 2000 haft afdelingskontor i Málaga provinsen og er syv år senere en institution for sigøjnere på hele Costa del Sol. Foreningen tilbyder bl.a. gratis rådgivning af socialrådgivere, som hjælper med at søge om socialhjælp eller finde en anstændig bolig. Den har undervisning til analfabeter, et udbredt fænomen blandt sigøjnere, og laver sociologiske undersøgelser om denne befolkningsgruppe.
”Vi kan ikke løse alle deres problemer, men vi kan i hvert fald anvise udveje og komme et skridt nærmere målet for alle sigøjnere. De ønsker at klare sig selv og leve en anstændig tilværelse uden hjælp fra det offentlige,” forklarer Juan José Flores Mendoza, stiftelsens koordinator af tværkulturelle aktiviteter.
Fundación Secretariado Gitanos har som det seneste initiativ tilbudt kurser til unge sigøjnere, som ønsker en faglig uddannelse indenfor servicefagene. Kurserne finansieres af midler fra EU og giver de unge mennesker større chance for at finde arbejde.
”Vi har fremskaffet praktikpladser til de unge sigøjnere, hvilket giver store fordele for alle parter. Arbejdsgiverne tilbyder i mange tilfælde eleverne en ansættelseskontrakt efter praktiktiden, for de har undervejs vist deres evne og talenter til at betjene kunderne,” siger Francisco Pomares.

Berømte sigøjnere
Joaquín Cortés, flamencodanser
Paco de Lucía, guitarist
Camerón de la Isla, afdød flamencosanger
Azucar Moreno, popduo
Manuel Reyes, forfatter
Lola Flores, afdød folkekunstner
Imanol Arias, skuespiller
José Antonio Reyes, fodboldspiller Real Madrid

Sigøjnere
Spanien har en befolkning på over 700.000 sigøjnere, hvortil skal lægges et ukendt antal omrejsende sigøjnere. Halvdelen af sigøjnere med spansk statsborgerskab bor i Andalusien, hvoraf over 50.000 findes i Málaga provinsen.
Sigøjnerne har hidtil primært været bosat i Málagas værste kvarterer (Los Asperones (ved kirkegården), Palma-Palmilla (ved Málagas fodboldstadion La Rosaleda, Barbarella (ved det nedlagte statsfængsel)
Sigøjnerne er i stigende grad blevet integreret og bor nu flere steder i sociale boligbyggerier, som kommunerne på Costa del Sol har opført.

Mærkesager
Spanien anerkender sigøjnere som etnisk minoritet (Kulturministeriet har først i år taget initiativ til stiftelsen (Fundación Instituto de la Cultura Gitana) for at bevare minderne om sigøjnernes kultur, sædvaner og historie)
Forbedring af folkeskoleloven (70 procent af børn fra sigøjnerfamilier består ikke deres folkeskoleeksamen)
Bekæmpelse af analfabetisme (15 procent af sigøjnerne over 25 år har aldrig lært at læse eller skrive)
Integration på arbejdsmarkedet (85 procent af sigøjnerne i Spanien arbejder som selvstændige erhvervsdrivende, da de har svært ved at blive ansat som lønmodtagere)
Bedre uddannelsesvilkår (Under 1 procent af de studerende ved universiteterne i Andalusien er sigøjnere)

Abonner på nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven